(NB: Deadline for forslag til oplæg er udsat til d. 26. marts)
Der inviteres til workshop-oplæg inden for følgende rammer:
Fagdidaktisk orienterede oplæg inden for et af følgende fem hovedområder: humaniora, samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknik, samt en tværfaglig søjle:
1) Hvilke undervisningsformer og praksisser er særligt anvendelige på mit fagområde og hvorfor?
2) Hvordan anvender man fagdidaktisk viden i den konkrete universitetsundervisning?
3) Fagdidaktik og forskningsbasering: hvordan hænger det sammen?
4) Fagdidaktikkens forhold til videnskabsfaget
5) Tværfaglige problematikker: mange kurser (og studier) i universitetsregi er tværfaglige, og ofte mellem videnskabsområder som traditionelt trækker på forskellige paradigmer og diskurser. Hvordan håndterer man det fagdidaktisk?
Kan du se dig selv i et eller flere af ovenstående spørgsmål og arbejder du i din undervisning eller forskning med forhold, som kan belyse sagen, vil vi opfordre dig til at indsende et kort synopsis med henblik på at bidrage med et oplæg på årets DUN-konference.
Alle erfaringer fra egne undervisningsforløb og forsøg med nye arbejdsformer er velkomne.
Dit oplæg kommer til at indgå i en samlet session hvor du får 10 minutter til at holde dit oplæg og hvor sessionens facilitator herudfra sørger for at dit oplæg bliver relevant placeret i helheden og gjort til genstand for en samlet drøftelse blandt deltagere i sessionen. Målet med denne metode er at få en samlet debat og diskussion og så god mulighed som muligt for at hver enkelt deltager får konkret feedback på sit oplæg. Herved håber vi at der på konferencen bliver mulighed for at udvikle tanker i fællesskab om pædagogikkens forhold til fagene og undervisningsmetoderne.
Deadline for forslag til oplæg er udsat til d. 26. marts. Indsend din synopsis til mh.ll@cbs.dk. Synopsen vil blive underlagt review og du vil få besked om dit oplæg er accepteret til præsentation.