De tre perspektiver

Workshops og præsentationer lægger sig inden for tre forskellige perspektiver.

1. Underviserens perspektiv

Mange undervisere og vejledere oplever udfordringer på grund af eksempelvis studerendes forskellige forudsætninger, motivation og forberedelse. Også internationalisering, nye IT-muligheder samt øgede krav om pædagogisk kompetenceudvikling og dokumentation af egen praksis kan være med til at skabe udfordringer for universitetsundervisere i praksis.

Workshops og præsentationer inden for dette perspektiv skal tematisere disse eller lignende udfordringer, dilemmaer og visioner set ud fra underviserens perspektiv.

Det kan være eksempler på undervisningsforløb eller udviklingsarbejder, anvendelse af pædagogiske redskaber herunder IKT, nye eksamensformer eller andet.

 

2. Universitetspædagogens perspektiv

Der er mere fokus på universitetspædagogik end nogensinde tidligere. Det sker f.eks. i form af øget strategisk og politisk bevågenhed, fokus på kvalitetssikring og kvalitetsudvikling, fokus på udvikling af incitamentsstrukturer samt nye vilkår for universitetsundervisningen i forhold til at håndtere masseuniversitetet, kompetenceorientering, internationalisering, brug af IKT mv.

Workshops og præsentationer inden for dette perspektiv skal tematisere disse eller lignende udfordringer, dilemmaer og visioner for universitetspædagogikken.

Det kan være eksempler fra universitetspædagogiske kurser, pædagogisk udviklingsarbejde, nye organiseringsformer, metoder til at håndtere kvalitetssikring og kvalitetsudvikling eller andet.

 

3. Forskerens perspektiv

Der forskes på flere af de danske universiteter i universitetspædagogik, og på dette års DUN-konference er der mulighed for, at denne forskning bliver kendt og diskuteret. Ph.d.-studerende og forskere inden for det universitetspædagogiske område inviteres til at præsentere deres forskning og dens resultater gennem workshops eller præsentationer.

Workshops og præsentationer inden for dette perspektiv skal tematisere masseuniversitetets udfordringer, dilemmaer og visioner set ud fra den universitetspædagogiske forsknings perspektiv.

Det kan tage udgangspunkt i forskningsresultater, forskningsmetoder, foreløbige fund fra igangværende projekter, universitetspædagogisk ”state of the art”, internationale tendenser eller andet.