|
Forfatter: Asger Sørensen År: 2020, 1. udgave Forlag: Books on Demand |
Asger Sørensen går på universitetet er en "skrapbog" fra ti års voldsomme omvæltninger i den danske forskningsverden efter den ny universitetslov fra 2003. I fire kapitler fortælles der om den første organiserede mod-stand mod loven og den store underskriftindsamling i 2006-08 om den dramatiske historie omkring de tre fyringsvarslede pædagogiske filosoffer i 2010, om den pinagtige sag om musikprofessorens konflikt med sine kollegaer i 2010-12 og endelig om de store uddannelsesreformer 2014-16 og det liv præget af stress og utryghed, som blev normen på universitetet efter de store omvæltninger.
Den overordnede påstand er, at 2003-loven var en fejltagelse. Universitetet er rammen om forskning, videnskab og videregående uddannelse. Det skal derfor ikke ledes som en privat erhvervsvirksomhed, men som en lærd republik. Sådan var det i århundreder i Danmark, og det er stadig tilfældet i andre civiliserede lande. Bogen er således i sin helhed et argument for akademisk frihed, der uddybes med henvisning til bl.a. idealet om forskningsfrihed, universitetets ide og den republikanske styreform. Afgørende for argumentet er forfatterens personlige erfaringer og erindringer fra fire årtiers gang på universitetet.