Stilling: Pædagogisk konsulent
Sted: Aahurs Universitet, Centre for Educational Development - CED - Undervisningsudvikling
Ansættelsesdato: 1. juni 2022
Ansøgningsfrist: 15. maj 2022
Centre for Educational Development søger en kollega, der både er en dygtig og erfaren underviser på pædagogiske kompetenceudviklingskurser for universitetsansatte samt har fuldstændig styr på de pædagogiske og teknologiske muligheder i en læringsplatform.
Aarhus Universitet har stort fokus på udvikling af undervisning og uddannelse med det formål at fremme de studerendes læring. Her spiller den universitetspædagogiske kompetenceudvikling af underviserne en afgørende rolle, hvor såvel pædagogiske som læringsteknologiske overvejelser indgår for at inspirere til engagerende og aktiverende undervisning. Centre for Educational Development - CED udbyder allerede en vifte af kurser til underviserne på alle karriereniveauer, hvor du kommer til at indgå som underviser.
Herudover vil du blive involveret i udvikling af nye kompetenceudviklingstilbud, da centret står over for en stor opgave med at understøtte Aarhus Universitets implementering af Danske Universiteters Dansk ramme for meritering af universitetspædagogiske kompetencer. Implementeringsopgaven kan også omfatte andre opgaver af analytisk eller undersøgende karakter.
Herudover har Aarhus Universitet med sin satsning på Educational IT understreget, at de studerendes læring ønskes fremmet gennem tilrettelæggelse og afholdelse af et samspil af såvel fysiske som digitale læringsaktiviteter. Senest har universitetet i 2021 implementeret Brightspace som ny læringsplatform, og derfor står CED nu overfor at skulle undersøge og udvikle de teknologiske og pædagogiske muligheder i læringsplatformen i tæt dialog med de faglige miljøer.