DUN Konference 2011: Udvikling af undervisning - rammer, barrierer og muligheder

Banner

 

Dansk Universitetspædagogisk Netværk (DUN) afholdt sin årlige konference i 2011 den 30.-31. maj med temaet "Udvikling af universitetsundervisning - rammer, barrierer og muligheder".

Hvidbog om udvikling af universitetsundervisning

På konferencen arbejdede ca. 100 personer fra alle niveauer i universitetsverdenen på at beskrive, hvordan vi kan skabe bedre udvikling af universitetsundervisning i form af forskellige tiltag: individuelle tiltag, institutionelle tiltag og det nationale tiltag. For at fastholde beskrivelser af udfordringer og forslag til tiltag har en forfattergruppe umiddelbart efter konferencen skrevet en hvidbog om udvikling af universitetsundervisning. Denne er udgivet 15. juni 2011 i IND's skriftserie.

Formålet med hvidbogen er at kvalificere diskussionen af, hvordan vi forbedrer vores universitetsuddannelser i Danmark gennem udvikling. Vi håber, at de beskrevne udfordringer og forslag til tiltag kan bidrage til dette.

 

Om DUN-konferencen

At konferencen havde omdrejningspunkt om undervisningsudvikling, skyldes at undervisningsudvikling må betragtes som det, der helt centralt kendetegner god undervisning. På den ene side er det nødvendigt løbende at afstemme undervisningens indhold og form til de studerendes behov. På den anden side må man anerkende, at det omgivende samfunds krav til uddannelse ændrer sig, og at også forskningen er under en løbende udvikling, der nødvendigvis giver anledning til nye behov i en forskningsbaseret uddannelse. Derfor må undervisningen undergå samme dynamiske udvikling som alt andet på universitetet.

Konferencens formål var at deltagerne fik inspiration og gode anvendelige idéer til selv at bidrage til undervisningsudvikling på egne institutioner fra den position de nu har, hvad enten det er på individuelt niveau (undervisere), institut- eller gruppeniveau (studieledere, institutledelse, konsulenter) eller institutionelt niveau (ledelse, konsulenter mv.).

Konferencens indhold  var en blanding af plenumoplæg, symposier og workshopper - se program. Se også indholdet i Symposier. Under Oplæg og materialer  kan du finde dias mv. fra oplæg samt downloade program, konferencebeskrivelse og deltagerliste.